Tie dye dine julegaver!
Er du vild med et godt DIY projekt? Og synes du, tie dye er ligeså flot nu, som det var i 70'erne? Så er denne guide lige noget for dig! Vi viser dig, hvordan du kan gøre julegaverne unikke, personlige og bæredygtige ved at pakke dem ind i en hjemmelavet tie dye-gaveindpakning.
Hvad betyder DIY?
Inden vi går igang med dagens tie dye DIY-projekt, så lad os lige slå fast, hvad DIY betyder.
DIY er en forkortelse af "do it yourself", hvilket hentyder til ting, der er hjemmelavede. Et DIY-projekt kan både referere til at skabe noget fra bunden af og til at ændre en eksisterende ting. I dette DIY-projekt tager vi f.eks. et gammelt stykke stof, som vi giver et nyt liv, hvilket forlænger stoffets levetid. Et DIY-projekt er derfor ofte en genvej til bæredygtighed, da det mindsker behovet for at købe nyt.
Det skal du bruge
- Stofrester eller et gammelt lagen
- Tekstilfarve
- Snor
- Et vandtæt kar (din vaskemaskine kan også bruges)
Sådan gør du
1 Opstart: Vælg dit stof og din ønskede tekstilfarve.
2 Drej og farv: Saml stoffet ved at dreje det rundt som på billedet, så det bliver til en stofbylt. Vinkl så snor og elastikker om bylten. Det er denne process, der skaber det endelige mønster, så vær omhyggelig med det. Placér bylten i karret med farve i ca. halvanden time.



3 Vask og tør: Skyl stoffet grundigt, vrid det og hæng det til tørre. Husk at beskytte dine hænder mod farven med gummihandsker - for tro os, farven er effektiv og bliver hængende på hænderne i laang tid!
4 Wrap it up: Nu er det tid til at anvende dit tie die-DIY projekt til at pakke dine gaver ind! Gør det simpelt ved at 'rulle' pakken ind fra hjørne mod hjørne og afslutte med at binde en knude af de løse ender. Nu er dine pakker unikke. bæredygtige og knaldhamrende flotte!



